bannerbuttom

Bygninger og parken

Smuk hovedbygning
Midt i den store park ligger Bregentveds hovedbygning. Den markante hovedbygning består af 3 fløje i to etager og et karakteristisk kobberspir. Syd- og østfløjen er tegnet af Axel Berg og opført i nyrokokostil i 1890, mens nordfløjen er fra ca. 1650 og ombygget med barokkapel i 1735. Familien Moltke bor i dag i hovedbygningen, og der er ikke offentlig adgang til slottet.

En af Danmarks mest unikke haver
Den tilhørende park er anlagt som barokhave i 1750’erne. De mange forskellige ejere har hver især sat sit præg på haven, der derfor har elementer fra både barokken, rokokoen og romantikken. Den anses dog alligevel for at være en af de mest harmoniske haver i Danmark.

Tag en tur i parken
En gåtur rundt i parken byder på både søer, smukke springvand og flere skulpturer af Johannes Wiedewelt. Man kan også se en stor obelisk af faxekalk. Den blev rejst i 1770 til minde om A.G. Moltkes nære forhold til Frederik den V.  

Parken har de seneste år gennemgået en fantastisk forvandling, som er blevet fulgt af DR tv-programmet Historiske haver. Du kan få en virtuel tour i parken her.

Parken er åben for offentligheden onsdage, lørdage, søndage og helligdage fra kl. 9 til solnedgang, dog senest kl. 18. Det er kun tilladt at færdes på de anlagte stier. Adgangen er gratis.
Parken kan være lukket grundet jagt i månederne september til og med januar. 

Der er mulighed for at parkere overfor indgangen til parken, hvor der er en lille parkeringsplads - adressen er Moltkesvej 69, 4690 Haslev. Det er vigtigt, at der vises hensyn til lejerne på denne adresse, hvorfor det ikke er tilladt at parkere eller opholde sig i nærheden af deres have.