Bygninger og parken

Bregentved råder over flere unikke bygninger, herunder særlig hovedbygningen ved godset og Turebyholm slot. Derudover har vi én af Danmarks mest harmoniske parker med adgang for offentligheden.

Bregentveds hovedbygning

Midt i den store park ligger Bregentveds hovedbygning. Hovedbygningen består af et kobberspir og tre sammenbyggede fløje. Nordfløjen er fra 1650’erne, mens øst- og sydfløjen blev opført i nyrokoko stil mellem 1886 og 1891 ved arkitekt Axel Berg.

Nordfløjen – også kaldet Kirkefløjen – rummer et særdeles rigt udsmykket barokkapel mod vest, som blev indrettet af daværende ejer Poul Løvenørn mellem 1731 og 1735 ved arkitekt L. Thurah.

Familien Moltke bor i dag i hovedbygningen, og der er derfor ikke offentlig adgang hertil. 

Én af Danmarks mest harmoniske parker

Bregentveds park er anlagt i 1750´erne, og udgør 35 hektar overvejende af landskabelig karakter. Parken har bevarende træk fra baroktidens have med kanal-ø, springvand, sandstensbro og obelisk af Frederik 5. I haven står også en statue af A.W. Moltke udført af H.V. Bissen i 1858-59.

Parken har de seneste år gennemgået en fantastisk forvandling, som er blevet fulgt af DR tv-programmet Historiske haver.

Det er muligt at gå en tur i den smukke park inden for parkens åbningstider. Du finder parkens åbningstider og information om parkering mv. her. Parken kan være lukket grundet jagt fra september til og med januar.

Turebyholm Slot

Adam Gottlob Moltke købte Turebyholm i 1747. Herefter totalombyggede han Turebyholm og opførte i 1750 den nye hovedbygning med det formål, at den skulle tjene som lysthus ved besøg af kongen.

Den fritliggende hovedbygning består af en ét-etages fløj i rokokostil over en høj kælder. Murene er pudsede og hvidkalkede. På nord- og sydsiden af hovedbygningen fører brede trapper med svungne smedejernsgelændere op til den gennemgående havesal midt i bygningen. Der er tillige indgang i den østvendte gavl. Midterpartiet markeres yderligere ved et frontonkronet fremspring omkring trappen, som er udfyldt med rokokodekorationer.

Samtidig med etableringen af hovedbygningen blev der også opført avlsbygninger til Turebyholm. I dag drives der et moderne landbrug i avlsbygningerne, mens der er mulighed for at fremleje Turebyholm Slot.

Close Search Window